Velkommen til

Gødvad GIF Fodbold

en fodboldklub for alle!

Vi er en fodboldklub for alle med godt 400 medlemmer og hold for alle aldersgrupper og begge køn. Vi vil gerne have dig med i klubben som spiller, træner eller frivillig hjælper!

Klubben drives udelukkende af frivillige, og den kan kun fungere godt, hvis alle medlemmer og forældre m.fl. bakker op om og yder en aktiv indsats. Specielt i forhold til børne- og ungdomsholdene forventes forældregruppen at deltage aktivt i arbejdet med deres børns hold.

Nedenfor kan du læse om, hvad vi gerne vil opnå som klub. Det har vi beskrevet i en vision og nogle målsætninger, som er fastlagt efter dialog mellem trænere og bestyrelse. Du kan også læse om, hvad vi kan tilbyde trænere og andre frivillige hjælpere. Til sidst kan du læse om rammer for deltagelse i turneringer mv. og om hvad vi tænker om niveauopdeling af spillere.


Vision

Vi er ”En fodboldklub for alle”. Vi lægger vægt på et godt socialt samvær og har plads til ambitioner og forskellighed. Vi vil som forening skabe rammer for gode fodboldoplevelser og et aktivt klubliv. Vi vil udvikle dygtige og motiverede spillere og trænere, der udviser fairplay, glæde ved spillet og godt kammeratskab både på og uden for fodboldbanen.



Målsætninger
  • Gødvad GIF tilbyder fodbold til alle børn og voksne, som ønsker at være aktive medlemmer i klubben. Der skal være plads til alle - uanset baggrund, ambitioner og forudsætninger.
  • Klubben skal tilbyde og skabe rammer for både sportslige og sociale arrangementer til alle medlemmer, og der skal være et aktivt klubliv i og omkring klubhuset og boldbanerne.

      • Der skal være mindst en træner, en hjælpetræner og en holdleder tilknyttet hvert hold og gerne en ungdomsspiller tilknyttet som hjælpetræner til klubbens børne-/ungdomshold.

      • Alle klubbens trænere tilbydes hvert år at deltage i uddannelsesaktiviteter og forventes at deltage i tilbud om interne eller eksterne kurser og andre aktiviteter, som kan inspirere og udvikle trænerarbejdet.

      • De sportslige mål og rammer for træning og kampe mv. fastlægges på det enkelte hold med respekt for, at der skal være plads til alle, og at det er vigtigt med mangfoldighed og et godt socialt liv i klubben.


      Hvordan når vi vores mål

      • Vi er bevidste om og anerkender at vores medlemmer og frivillige kommer med forskellige forudsætninger for at deltage i idrætten og foreningsarbejdet. 

      • Vi arbejder for at alle uanset baggrund og økonomi skal have mulighed for at spille fodbold og deltage i klubbens andre aktiviteter – bl.a. i samarbejde med kommune, DGI, DBU, fonde mv. – og vi udviser fleksibilitet og rummelighed omkring betaling for aktiviteter, når det er nødvendigt. 

      • Vi tilstræber at have et højt kommunikationsniveau og at kommunikationen internt i klubben er anerkendende og motiverende mellem både spillere, trænere og andre frivillige samt forældre. 

      • Vi opfordrer til og forventer at alle – både på og uden for banen – udviser respekt for dommere, spillere, trænere og tilskuere.

      • Vi har dialog og forventningsafstemning med spillere/forældre ved sæsonopstart om mål og rammer for det enkelte holds træning og kampe.

      • Vi kommunikerer aktivt i lokalområdet om klubbens aktiviteter og tilbud. Vi arbejder for at have en tidssvarende hjemmeside som anvendes af klubbens medlemmer, og hvor alle hold har mulighed for selv at opdatere relevant indhold.

      • Vi samarbejder med Silkeborg Talent Center/SIF (drengeungdom) og Talentcenteret i SIF-Q (pigeungdom) og andre klubber i lokalområdet med henblik på at kunne udvikle vores spillere og fastholde tilknytningen til Gødvad GIF og fodboldsporten samt fremme klubbens muligheder for at kunne tilbyde fodbold til alle årgange. 

      • Vi indhenter og videreformidler inspiration og beskrivelser af træningsøvelser og kurser mv. og deler viden og erfaringer via
        bl.a. løbende arrangementer for trænere og holdledere og ved at gøre inspirationsmateriale tilgængeligt bl.a. i klubhuset. Vi stiller forslag til træningskoncepter målrettet forskellige aldersgrupper/kompetenceniveauer og spilfilosofi til rådighed for trænerne i samarbejde med SIF og AC-Silkeborg. 

      • Vi arbejder for at kunne tilbyde gode banefaciliteter og fodboldudstyr til alle og vi passer godt på og vedligeholder tingene. Vi støtter op om og deltager i initiativer der fremmer fortsat udvikling og vedligeholdelse af gode faciliteter til træning og kampe, herunder bl.a. lokale baner med kunstgræs, baner til fodvolley/teknisk træning, skudmur og fitnessredskaber.

      • Vi afholder løbende arrangementer for klubbens medlemmer, sponsorer og andre i lokalsamfundet i form af fx turneringer, fodboldskoler, fester, foredrag m.v. Møder og klubarrangementer m.v. afholdes som udgangspunkt i tilknytning til klubhuset og alle klubbens medlemmer opfordres til at støtte op om klublivet og Café GIF. 

      • Vi arbejder alle aktivt for at klubben fortsat har en bred vifte af sponsorer og andre bidragsydere som støtter klubben/holdene med økonomisk tilskud eller udstyr. Med afsæt i klubbens sponsorkoncepter tilbydes sponsorerne mulighed for at reklamere på bander og tøj mv.

      • Vi forventer at alle trænere og andre frivillige i klubben er behjælpelige med rekruttering af egen afløser.

      Hvad får man ud af at være træner/frivillig i Gødvad GIF Fodbold? 

      • Muligheder for gode fodboldoplevelser og et stort socialt netværk. 

      • Gratis deltagelse i alle interne kursusarrangementer/klubkurser og andre sociale aktiviteter for trænere m.fl. arrangeret af bestyrelsen.

      • Mulighed for deltagelse i anden træneruddannelse mv. efter nærmere aftale med bestyrelsen 

      • Træningstøj til alle trænere og hjælpetrænere 

      • Fodboldklubben drives alene ved frivillig ulønnet arbejdskraft. Der udbetales dog et mindre honorar til dækning af udgifter til kørsel, tlf. mv. til trænere og bestyrelsesmedlemmer.

      Rammer for deltagelse i turneringer og andre aktiviteter

      • Hvert hold råder over en vis del af kontingentindtægten (fastlægges i forbindelse med godkendelsen af budgettet) som kan anvendes til turneringer og andre aktiviteter efter eget valg. 

      • Der udvælges 1-2 turneringer hvert år som holdene anbefales at tilmelde sig for at få gode fælles fodboldoplevelser og socialt samvær på tværs af holdene. 

      • Klubben betaler stævnegebyrer i forbindelse med deltagelse i landsmesterskaber og jysk-/fynske mesterskaber for de hold som kvalificerer sig hertil. 

      • Mulighederne og interessen for at arrangere udlandsture for interesserede/udvalgte ungdomshold afsøges hvert år og klubben afsætter årligt midler til medfinansiering.

      Niveauopdeling

      Beslutninger om eventuel niveauopdeling af spillere/hold træffes af de relevante trænere.

      Klubbens holdning til hvornår der evt. niveauopdeles er, at der som udgangspunkt tidligst niveauopdeles fra og med U9-årgange.

      Klubben anbefaler, at beslutninger om niveauopdeling træffes i dialog med spillere og forældre. Det anbefales også, at der gennemføres træning/træningsøvelser, som går på tværs af niveauer, og at trænerne prioriterer at følge holdenes kampe. Niveauopdelingen bør i øvrigt være fleksibel således at der f.eks. anvendes ”støttespillere” fra et 1. hold på 2.holdet.